”Hvad skal vi dog med den bro, saa længe vi har Valfrid Palmgren Munch-Petersen”

Jeg stødte på Valfrid Palmgren Munch-Petersen i 00’erne, da jeg skrev på bogen Har videnskaben køn? Kvinder i forskning, som udkom i 2014.  Jeg fandt ud af, at Valfrid Palmgren havde været ansat på Københavns Universitet - ovenikøbet på mit institut, dengang Nordisk Filologi. Hun blev faktisk den første kvindelige ansatte lektor på Frue Plads i 1916. Det blev fejret i 2016 med et symposium. I 2017 blev der afholdt endnu et symposium om kvindelige akademikere, denne gang både om de første kvindelige forskere og kvindeforskere.

I 2011 kom jeg ind i bestyrelsen (kaldet eforat) for Kvinderegensen, et kollegium (studenthem) for kvinder, oprettet i 1932. I biblioteket, hvor vi holdt møder, hang der fire malerier af de kvinder, som havde stået bag Kvinderegensen i mange år.  En af dem viste sig at være Valfrid Palmgren. Hun havde ikke været med til at bygge Kvinderegensen, men kom ind i bestyrelsen fra starten og blev leder, da grundlæggeren Eli Møller blev syg og døde. Hun var efor frem til 1957. 

Så hun var ikke helt ukendt for mig, da den svenske bibliotekar Lena Lundgren i 2015 meldte  sin ankomst på Kvinderegensen for at overrække bogen Böcker, bibliotek, bildning: Valfrid Palmgren Munch-Petersens liv och verk Jeg var på det tidspunkt blevet efor og havde æren af at modtage Lena og bogen. Jeg var faktisk ikke klar over, hvor betydningsfuld Valfrid Palmgren havde været inden for det svenske biblioteksvæsen, så vigtig, at Svensk biblioteksforening havde taget initiativ til at skrive en biografi om hende. Takket være denne glimrende bog ved vi en hel del om Valfrid Palmgren.
 

Barndom og opvækst

Valfrid Palmgren (1877-1967) blev uddannet på Uppsala Universitet og fik en karriere inden for det svenske biblioteksvæsen. Men hun fik også et langt liv og en karriere i Danmark.

Valfrid Palmgrens far Karl Edvard Palmgren var før sin tid med sin progressive indstilling til kvindesagen og så behovet for en fornyelse af undervisningssektoren. Han gik ind for samundervisning af piger og drenge og grundlagde i 1876 en skole, som Valfrid Palmgren begyndte på i 1883. 

Hun disputerede i romanske sprog ved Uppsala Universitet i 1905. Valfrid Palmgren konstaterede, at hun på grund af det herskende kvindesyn ikke havde en fremtid inden for universitetets mure og valgte i første omgang at gå biblioteksvejen. Hun blev ansat som den første kvinde ved Kungliga Biblioteket i Stockholm som ekstraordinær amanuensis, da hun som kvinde ikke kunne blive tjenestemand. Valfred Palmgren fik i 1907 statsstøtte til at studere offentlige biblioteker i USA. Hun var begejstret for de amerikanske biblioteker med åbne hylder og adgang for alle. Hjemkommet udarbejdede hun en betænkning, som blev lagt til grund for en ny lov om folkebiblioteker i Sverige. Men en fast stilling på KB kunne hun ikke få. Det blev forsøgt på højeste niveau, men lov var lov. I 1910 blev hun, som den første kvinde, indvalgt i Stockholms borgerrepræsentation.

De svenske folkebiblioteker

Valfrid Palmgren formulerede den retning og de konkrete forslag, som var bestemmende for folkebibliotekernes udvikling, og hun startede Stockholms børne- og ungdomsbibliotek. Hun havde således allerede haft en karriere i Sverige, da hun som 33-årig bosatte sig i København på grund af giftermål. Ægtemanden Jon Munch-Pedersen var professor ved Den polytekniske Læreanstalt. Sammen fik de 3 børn. 

Valfrid Palmgren nåede at aflevere en betænkning om biblioteksvæsenet i Sverige kort efter, at hun var rejst til Danmark. Her bevarede hun tilknytningen til folkebibliotekssagen som medlem af bestyrelsen for Københavns Kommunes Biblioteker 1918-36. 

Sprogundervisning i radioen

I Danmark blev hun mere kendt som en vigtig stemme i den danske radio. Sprogundervisning og forelæsninger indgik i Statsradiofoniens tilbud, og fra 1926 begyndte hun at holde forelæsninger en til to gange om ugen.  Det gjorde hun i 26 år. Hun havde frie hænder, men skulle dække samfund og kulturforhold, herunder svensk litteratur. Hun ville forklare svære svenske ord for danskerne. Hvem ville i Danmark vide, hvad en hallåman var? Hun så sin opgave som at skabe forståelse og udrydde misforståelser mellem de nordiske lande. 

Under krigen gik Valfrid Palmgren til grænsen ved at præsentere svenske frihedsdigte og nævne ord på svensk, som var forbudt i den danske radio. Hun fik en advarsel fra den tyske okkupationsmagt, og i september 1944 blev hun af Danmarks Frihedsråd rådet til at gå under jorden. I resten af krigen var hun ”indlagt” på Bispebjerg Hospital under navnet Vilhelmina Poulsen, bibliotekar. Hospitalet skjulte mange modstandsfolk og flygtninge. Forelæsningerne blev taget op efter krigen, men i 1955 blev hun faktisk afskediget mod sin vilje på grund af en konflikt med ledelsen.

Ordbøgerne

Når jeg har holdt foredrag om kvindelige akademikere har jeg mødt folk, som har hørt hende i radioen. Os, der er lidt yngre, kender hende måske snarere fra Svensk-dansk ordbog, som hun arbejdede med fra 1926 og frem til 1954 i samarbejde med bl.a. Morten Borup og senere Ellen Hartmann. Et besværligt arbejde, hvilket hun også gav udtryk for i interviews. Hun kaldte endog ordbogsarbejdet ”strafarbejde”. I 1952 skrev hun til en ven, at hun havde spildt 28 år af sit liv på et meningsløst og unyttigt projekt. Ordbogen kom i mange oplag frem til 2006. Jeg har brugt den uden at vide, hvem der stod bag.

Undervisning

I 1914 begyndte Valfrid Palmgren at undervise på Danmarks Lærerhøjskole i svensk sprog og litteratur. Baggrunden var, at svensk i 1913 var blevet obligatorisk i den danske skole fra mellemskole til og med gymnasiet. 

Derefter henvendte hun sig til universitetet. Hun kontaktede professor Verner Dahlerup, som var professor i nordiske sprog og dermed ansvarlig for undervisningen i svensk og tilbød at undervise i svensk sprog og litteratur på ulønnet basis. Den første forelæsning om forfatteren Per Hallströms digtning holdt hun for 13 studerende den 4. april 1916. Den 18. april 1918 fik hun ansættelse som lektor i svensk med en månedsløn på 200 kroner. 

Universitetet ønskede at beholde hende i en fast stilling. Kvinder kunne imidlertid først ansættes som embedsmænd i det offentlige fra 1921. Derfor blev hun ansat i et personligt lektorat vedtaget af Folketinget, som tilmed udtrykte taknemmelighed over, at hun ville påtage sig opgaven. På den måde blev den første kvinde ved Frue Plads en svensker. Hun underviste på Københavns Universitet fra 1916 til 1949. Fra 1914 til 1959 underviste hun desuden på Danmarks Lærerhøjskole.

Valfrid Palmgren må nok dele førstepladsen, som den første kvinde på Københavns Universitet med et par andre. Sprogforskeren Lis Jacobsen var den første kvinde, som gav forelæsninger på Københavns Universitet fra 1911 til 1912. Det kunne hun gøre i og med, at hun havde skrevet en doktorafhandling, hvilket gav hende status som docent og ret til at forelæse.

Den første kvinde, som blev embedsmand efter, at loven i 1921 havde givet kvinder adgang til stillinger i det offentlige, blev Julie Vinter Hansen, som var astronom. Så Valfrid Palmgren har næppe haft forskningsforpligtelser. Hendes indsats har ligget et andet sted.

Valfrid Palmgren talte altid svensk og savnede Sverige. I 1959 skrev hun, at hun havde længtes hjem i 50 år. Sønnen Finn Munch-Petersen sagde, at hun altid fremhævede Sverige fremfor Danmark. Hun var også skandinav og støttede gerne det nordiske. Men hun havde en ambivalent holdning til Danmark. Der findes i hendes arkiv en stor samling, som Valfrid Palmgren kaldte ”Suecana” og som indeholder eksempler på danskernes negative holdning til Sverige og svenskerne.

Kvindepolitisk aktiv

Valfrid Palmgren var også kvindepolitisk aktiv og er et eksempel på, at de første generationer af akademikere støttede de efterfølgende generationer. I 1911 var hun med til at arrangere en international stemmeretskonference i Stockholm, hvor mange danske kvindeaktivister deltog. Hun var i Danmark med i Landsforeningen for kvinders politiske stemmeret, og i 1914 blev hun valgt ind i Dansk Kvindesamfunds bestyrelse, hvor hun sad indtil 1916. 

Vi ved også lidt om hendes syn på kvindelige akademikere. I 1923, da der på Københavns Universitet blev afholdt en række ”akademisk-sociale foredrag”, holdt Valfrid Palmgren foredraget: ”Kvinden som Akademiker”. Hun gav her udtryk for, at der i Danmark herskede en del animositet imod unge kvinders valg af en akademisk vej både fra de huslige erhverv og fra en række læger og sociologer, som mente, at det var unødvendigt, nærmest skadeligt, at kvinder fik en uddannelse. Hendes holdning var, at kvinder kunne og skulle bidrage med noget særligt. Hun refereres i Kvinden og Samfundet (nr. 5, 1923) for at have sagt, at kvinder ”… skal tilføre det Fag, de vælger, Moderlighed, det som ingen Mand kan yde. Den mandlige Akademiker er Ekspert i Regler, Paragrafer, Teknik, - Kvinderne maa tilføre en speciel Menneskeopfattelse”. 

Valfrid Palmgren kom som nævnt ind i det første eforat/bestyrelse på Kvinderegensen, nemlig i 1932. Hun bidrog til, at Kvinderegensen blev et af de frieste af samtlige kollegier på den tid. Da der skulle fastsættes ordensregler for kollegiet, foreslog Eli Møller, som var den første efor, støttet af professor Bloch, at mandlige gæster skulle gå om aftenen inden kl. 22. Men Valfrid Palmgren fik vendt stemningen ved at sige: ”Eli Møller og professor Bloch, De er jo begge læger, og De kan jo ikke være uvidende om at det, som De frygter, også kan ske før kl. 10”. Så der kom ingen regler. 

Valfrid Palmgren var tilknyttet Kvinderegensen i 25 år og trådte tilbage som 80-årig i 1957. Hun skulle have sagt, at hvervet, som leder af Kvinderegensen, stod hendes hjerte nærmest. Hun kom til alle fester og huskes for sine taler.

Eftermæle

På trods af at Valfrid Palmgrens indsats i Danmark var ganske omfattende, var det nok alligevel hendes indsats i Sverige, som var mest banebrydende.  Hun blev æresmedlem af svensk biblioteksforening i 1950 og karakteriseres som en af de mest betydningsfulde personer i svenk bibliotekshistorie. Hun blev i øvrigt også æresdoktor på Uppsala Universitet og fik Dannebrogordenen i 1954, samme år som årbogen udkom. Hun modtog Tagea Brandts rejselegat i 1935. Så Danmark hædrede hende også. 

I Danmark og Sverige fik kvinderne næsten samtidig adgang til at studere på universitetet, nemlig i 1870’erne. Sverige kom et par år før med at give kvinder adgang til medicinstudiet men ikke til universitetsstudier i al almindelighed. 

I ingen af landene gav en universitetsuddannelse adgang til erhverv i det offentlige før 1920’erne. Danmark fik i 1921 Lov om lige adgang for kvinder og mænd til offentlige stillinger, mens Sverige i 1923 vedtog loven: Lag innefattande bestämmelser angående kvinnas behörighet att innehava statstjänst och annat allmänt uppdrag. I Norge var en tilsvarende lov kommet 10 år før. Den første kvindelige professor Kristine Bonnevie blev ansat i 1912. Det kan hænge sammen med, at norske kvinder fik stemmeret allerede i 1913. 

Hvorfor kunne kvinder ikke få adgang til erhverv i det offentlige, end ikke i Valfrid Palmgrens tilfælde, hvor ministeren blev inddraget? Ganske simpelt. Der var ikke noget ønske om, at de skulle blive mange, og der var ikke brug for dem.

Da Valfrid Palmgren fyldte 80 år i 1957, skrev Politiken om hende, som en kommentar til, hvad avisen kaldte ”det evige projekt om en Øresundsbro”. ”Hvad skal vi dog med den bro, saa længe vi har Valfrid Palmgren Munch-Petersen”.  Vi fik da heldigvis Øresundsbron, som i år fylder 25 år. 

PS: For dem der ikke har gættet det, så er en hallåmand en mandlig speaker.

Litteratur

Biografiske leksikaer

Inge Lise Pedersen: Valfrid Palmgren Munch-Petersen. Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Se https://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1465/origin/170/ 

Dansk Biografisk Leksikon om Valfrid Palmgren Munch-Petersen. Se https://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1465/origin/170/ 

Svensk kvinnobiografisk lexikon om Alfhild Valfrid Matilda Palmgren Munch-Petersen. Se https://www.skbl.se/sv/artikel/ValfridPalmgrenMunchPetersen 

Øvrigt

Lena Lundgren, Myrstener, Mats & Wallin, Kerstin E.: Böcker, bibliotek, bildning: Valfrid Palmgren Munch-Petersens liv och verk, Stockholmia, Stockholm 2015. https://libris.kb.se/bib/17762890 

Pelle Oliver Larsen: “Universitetets køn. Kønsnormer og kvinders karrieremuligheder ved Københavns Universitets Filosofiske Fakultet, 1875-1925.” Historisk Tidsskrift, 2012, 112 (2): 423-67. https://tidsskrift.dk/historisktidsskrift/article/view/56634/76836

Valfrid Palmgren Munch-Petersen: Kvinden som akademiker, Kvinden og Samfundet nr. 5 1923.

Bente Rosenbeck: Har videnskaben køn? Kvinder i forskning. Museum Tusculanum 2014. Se https://www.mtp.dk/details.asp?eln=203606

Bente Rosenbeck: Om at etablere og bryde grænser i akademia. Kønsgränser. Gränsløs Nr.6 2016. Centrum for Öresundsstudier. Se https://journals.lub.lu.se/grl/issue/view/2271/222