Tale som tak for Allhemstiftelsens pris til Einar Hansens minde

Hanne Sanders

14. november 2019

Jeg vil begynde med at sige mange tak for denne fine pris til Einar Hansens minde. Jeg er meget glad og stolt. Jeg har været optaget af det dansk-svenske i meget lang tid, ja lige siden jeg som dansker blev svensk doktorand historie i 1988. Jeg oplevede da samspillet mellem dansk og svensk i mit daglige liv og i samtaler med mennesker omkring mig. Og i min doktorafhandling om 1800-tallets vækkelse valgte jeg at arbejde med Danmark-Sverige for at slippe den nationale begrænsning, som meget humanistisk forskning lider af.

Nogle år efter min disputation fik jeg i 2000 mulighed for at udvikle arbejdet med det dansk-svenske, da jeg fik tilbudt stillingen som leder af det nyindrettede Centrum för Danmarksstudier på Lunds universitet. Det var samme år, som Øresundsbroen åbnede, og den gav helt nye muligheder for at lade det danske og det svenske mødes og skabe en fælles region. Det var ikke normalt for forskere i Sverige at arbejde empirisk med Danmark og den almene viden var ikke stor, men der fandtes en nysgerrighed for det grænseoverskridende. Og jeg fik hele tiden nye idéer. Det var en fantastisk mulighed for mig, og det kom til at give mening til store dele af mit liv i 11 år.

I Danmarkscentret lavede vi kurser i det danske sprog, men også i dansk historie, kultur og politik. Vi lavede desuden et intensivt dansk-kursus på CBS i København, hvor sprogtræning blev blandet med foredrag af danske forskere. Min grundtanke var, at kommunikation ikke kun handler om at kunne forstå et sprog, men også om at kunne forstå kulturen og samfundet. Der var så meget svenskere ikke vidste, også de som boede tæt ved Øresund. Grænsen havde lukket effektivt for spredning af viden.

Med mit arbejde ville jeg lade viden om det danske og det svenske mødes, ikke kun for at skabe en bedre kommunikation, men også for at gøre mennesker klogere gennem disse sammenligninger. Jeg ønskede, at Øresundsbroen kunne bruges til at give perspektiv på den nationale verden alle levede i, og til at kunne tænke nyt. I 2006 skrev jeg en bog med den meget sigende titel: ”Nyfiken på Danmark – klokare på Sverige”. Det var sådan, jeg så på tingene.

Svenske forskere sammenligner gerne med store lande som USA. Jeg er dog overbevist om, at sammenligninger mellem to så ensartede lande som Danmark og Sverige sætter bedre lys på det, som faktisk er specielt ved fænomener i de to lande. Dette er ikke mindst frugtbart i humanistisk forskning. For at få dette i gang arrangerede jeg dansk-svenske forskerkonferencer. Den første handlede om Grundtvig og skulle svare på spørgsmålet, om Grundtvig var nøglen til det danske. At dette blev min første konference hang sammen med, at jeg havde truffet et par svenske forskere, som netop havde arbejdet med dette, og desuden med spørgsmålet om, hvorfor en person som Grundtvig ikke fandtes i Sverige. Det blev en fin konference. Efter den tænkte jeg, at dette skulle ud til flere for at skubbe mere til forskningen  – vi skulle lave en antologi! Ja mon ikke vi skulle lave en bogserie! Min ambition og optimisme var stor. I min styrelse var man urolig – det er ikke godt med serie med kun et bind, blev der sagt. Det blev en serie, og det blev til flere bind. Da jeg sluttede som serieredaktør i 2015 var der udkommet 35 bind. Det havde jeg aldrig kunnet forestille mig i 2003, trods al min optimisme.

For mig var det vigtigt, at serien udkom i både Danmark og Sverige og kunne indeholde begge sprog. Forlaget Makadam stillede op på dette, og vi har haft et fantastisk samarbejde. Serien kom at udgive antologier fra centrets konferencer om indvandrere, kulturarv, Kierkegaard, Øresundsgrænser, ægteskabet, skandinavisme og 1100-tallet. Men serien blev også et sted, hvor bøger med interesse for begge lande blev trykt, og vi har gennem tiden haft æren af at trykke mange andres antologier, monografier og doktorafhandlinger.

Min egen forskning kom i hovedsagen til at handle om dansk-svenske relationer i Øresundsregionen og den dansk-svenske historie i Skåne. Og om det findes der flere bøger i serien. Den skånske historie må forstås som en historie, som begyndte i Danmark, hvilket fik konsekvenser langt frem i tiden. Der skete ikke en hård forsvenskning i 1658. Det danske levede videre på mange måder og forklarer f.eks. hvorfor Lund fik et universitet.

Lige så betydningsfuldt som det nationale er i dag i Øresundsregionens mange kulturelle og juridiske problemer, lige så betydningsløst var det omkring den Roskildefred, som gjorde Skåne svensk. Øresundsregionens historie er frugtbar, hvis man vil blive klogere på det nationales og dermed også statsgrænsens betydning i forskellige tider. Og følger man hverdagskontakter over sundet, som jeg har gjort selv, men også de forskere, som har deltaget i mine konferencer og i mine bøger, ser man, at det nationale først blev rigtigt betydningsfuldt i hverdagen efter anden verdenskrig. Tidligere fandtes mange og hverdagsagtige kontakter over sundet og mellem det danske og det svenske. Den danske Einar Hansens store virke i Skåne er et godt eksempel.

Der har hele tiden været en stor interesse i verden uden for universitetet for de spørgsmål, jeg har arbejdet med, og jeg har forsøgt med foredragsserier og mere populære bøger at tale til denne interesse, ligesom jeg har arbejdet med flere museer i regionen og stadsbiblioteket i Lund og optrådt med slægtsforskermesser og historikerdage m.m. Ja vi forsøgte til og med at få bogmessen i Göteborg til at gøre Danmark til fokusland i 2006. Dette gik dog ikke, men vi fik mange seminarer i programmet. Efter Muhammedtegningerne var Danmark også hot stuff uden for Skåne.

Ud fra min Øresundsforskning gennemførte jeg ved to tilfælde et fælles kursus om regionens historie for studenter i Roskilde, København, Malmö og Lund med penge fra netop Einar Hansens stiftelser. Dette stillede helt specielle krav for at samkøre dansk og svensk universitetsuddannelse, men studenterne elskede det. Det grænseoverskridende skaber nemlig altid et særligt frihedsrum.

Jeg sluttede med Danmarkscentret i 2011, men det fantastiske med at bo i Skåne er, at man bor i Danmark-Sverige, hvilket giver stadig nye forskningspørgsmål om forskelle imellem de to lande og om kontakter, men også mange overvejelser over dagsaktuelle spørgsmål som demokratiets eller det nationales betydning. Øresundsregionen har det desværre ikke så godt i disse dage, der er ingen INTERREG-programmer, intet Øresundsuniversitet og ganske lidt interesse i samfundet, men Einar Hansens stiftelser er her stadig. Dem er der virkelig brug for.

Tak!

kontaktinformation

Fotografi av Hanne Sanders, som håller upp priset

Hanne Sanders är historiker från Köpenhamn och disputerade 1995 i Stockholm. Sedan 1993 är Sanders verksam i Lund, nu som professor i historia och föreståndare för forskarskolan i historia.

hanne [dot] sanders [at] hist [dot] lu [dot] se