Der er et lillebitte (pyttelitet) ord i dansk, der giver mange af mine svenske studerende dybe panderynker, når de møder det på mine danskkurser ved Lunds universitet. Flere af dem har egentligt hørt ordet flere gange før, men har ikke helt kunnet knække koden.

Ordet er ikke alene drilsk (lurigt), men til tider decideret farligt at have med at gøre, fordi det både kan nedtone og optrappe en konflikt og dermed afstedkomme misforståelser. Og det allerværste ved ordet er måske, at det er så kort og næsten forsvinder i munden på mange dansktalende.

Ordet er lige og udtales med et l og et langt i, altså lii. Er den svensketalende heldig (har tur), udtaler danskeren et tryksvagt (betoningsvagt) e til sidst, så det er lidt lettere at høre [li:ə], selv om g´et synes at være forsvundet ud over Øresund. Kunne man så ikke bare lige lade være med (sluta) at bruge ordet? Nej, det er jo lige (precis) det, der er problemet. Danskere benytter ordet i mange sammenhænge.

Lige eller lide?

Inden vi går ombord i ordets mange betydninger, vil jeg lige (först) udrydde en udbredt misforståelse. Det er ikke ualmindeligt (ovanligt), at svensktalende i samtale med en dansker forveksler adverbiet eller adjektivet lige med det danske verbum lide (tycka om), men så er man desværre gået forkert i byen (fel). Lide udtales ligesom lige med et langt i, og d´et falder bort. Oven i hatten er der et stød, som svensktalende måske hører som et hik, altså [li:´]. Den eneste (enda) lydelige forskel (skillnad) på udtalen af lige og lide er således stødet. Ultra kort fortalt er der ikke stød i svensk. I stedet er der ordtoner, dvs. accent 1 (akut accent) og accent 2 (grav accent), hvor accent 1 svarer til stødet i dansk, og accent 2 svarer til ikke-stød.

I kontrast til svensk er dansktalende nødt til at (måste) tillægge et modalverbum, nemlig kan, for at kunne sige gillar eller tycker om. Altså: Jeg kan (godt) lide rugbrød. Siger en dansktalende jeg lider [li: ðʌ], skal den svensktalende være på vagt, for så har danskeren alvorlige sjælelige eller fysiske kvaler, og der er måske behov for en ambulance eller en sjælegramser (en psykolog: En der gramser på [tafsar på] sjæle - udtrykket har jeg hentet fra romanen Gud taler ud af Jens Blendstrup).

Høflig eller uhøflig

Som nævnt kan ordet lige få selv den mest stoiske til at komme ud af balance. Hvis jeg fx siger: Gider du lige!, signalerer jeg tydeligt over for min samtalepartner, at jeg er træt og utilfreds (missnöjd) med hen. På svensk ville man sige Sluta eller Lägg av. Siger jeg derimod Gider du lige hjælpe mig med kufferten (resväskan)?, appellerer jeg til mit medmenneske om hjælp til at løfte en taske. Ved at benytte lige som et nedtonende adverbium minimerer jeg opfordringen (uppmaningen) og virker mindre påtrængende. Lægger jeg emfatisk tryk (betoning) på gider, risikerer jeg dog at lyde noget kommanderende og ikke så høflig. Det er vitterligt en hårfin balance.

Oversættelse af lige

Er der da slet ikke noget man som svensktalende kan gøre for at inddæmme (avgränsa) det genstridige ord? Jo, der er i hvert fald minimum fire mulige oversættelser. Konsulterer vi Den Danske Ordbog, ser vi, at ordet lige rent faktisk ofte kan oversættes til rakt, precis, jämn eller lika. Lad mig komme med nogle eksempler:

Du skal gå lige ud (rakt fram) for at komme til Holmen. Nu taler jeg lige ud af posen (rakt, uppriktigt). Det går bedre med ligestillingen i Sverige end i Danmark (jämställdheten). Amira er lige gået ud af døren (just precis). Vi er lige gamle (lika).

Mange svensktalende, der omgås danskere, har sikkert hørt talemåden, lige et øjeblik, mange gange. Her signalerer danskeren, at det kun (endast) varer kort tid, så er hen klar. Danskeren håber på lidt tålmodighed fra samtalepartnerens side. Hvis den svensktalende ringer til en offentlig myndighed i Danmark, så kan lige et øjeblik dog let udvikle sig til flere minutter og halve timer. Så et godt råd er lige at klappe hesten (lugna ner sig), når en dansktalende siger: Lige et øjeblik. 

Lige mig

Jeg har funderet lidt over, hvordan jeg selv ville reagere, hvis jeg var svensktalende og mødte en filur som lige. Der er ét menneske, som jeg i hvert fald kunne søge tilflugt hos, nemlig den afdøde store svenske skuespiller, Ernst-Hugo Järegård, når han spiller overlæge Stig Helmer i Lars Von Triers tv-serie Riget (1994/1997). I foragt og fortvivlelse råber Stig Helmer med kikkerten rettet mod Barsebäck: ”Tack, ni svenska vakttorn, med plutonium tvingar vi dansken på knä. Här: Danmark, utskitet av kalk och vatten. Och där: Sverige, hugget i granit. Danskjävlar. Danskjävlar!”

Ligesom Stig Helmer ville jeg stille mig op på Rigshospitalets tag og råbe over til Sverige: Fräls mig från dessa danskar. Jag är bedövande likgiltig inför detta ord, för jag lär mig det aldrig. Problemet er så bare, at jeg kan ende med at sidde i et hjørne til den sjove fest ligesom jeg-personen i Lone Hørslevs digtsamling Lige mig fra 2007: “nu/er jeg foldet helt ind i ensomhed, ligesom/et par/strømper som nogen har lagt sammen” (fra digtet Jeg er begyndt at tale med mig selv).

- God jul og godt nytår!
- Tak, i lige måde!