”Jeg hader, når nogen siger det ord!” Sådan startede det hele. En af mine kollegaer harcelerede over (utryckte stark motvilja mot) udtrykket “italesætte”, som oftest blot er en akademisk floskel. Jeg prøvede at berolige ham, men det var for sent. Jo mere vi talte om det, desto mere oprevet blev han. Vi taler om en bette floskel, der får et fuldvoksent menneske til at hidse sig op. Situationen fik mig til at overveje, om der findes en vej ud af et sådant ord-had. Til sidst fik jeg den idé, at lave en meget grim kage, hvor jeg udstillede ord og vendinger, som mine kolleger ikke kan udstå. Idéen var at gøre det synligt, at vi alle har modstand overfor bestemte ord. Jeg havde også en skjult agenda. Med kagen ville jeg køre ord-aversioner ind med sukkertang i det håb, at hadet kunne blive opløst i smil. Grækerne brugte ordet “katharsis” for at beskrive en renselsesproces. I dette tilfælde var der tale om en kage-tharsis. Kagen så således ud:

Der kom mange ord på kagen. Én kunne ikke udstå komplimentet “smuksak”. En anden havde fået nok af udtrykket “Jeg hører, hvad du si’r”. Og en tredje kunne ikke snuppe, når nogen tilføjede “-agtigt” til et ord. Udtrykket “fortsat god dag” kom også på kagen - du kan læse om udtrykket i min Ordbro. Hvilke ord, ville du putte på kagen? Mit eget bidrag tog udgangspunkt i en bestemt måde at udtale et ord på. Når en person siger: 

 i stedet for: 

kan jeg mærke en indre fortvivlelse. Hvis du kender Snedronningens koloratur-arie om hævn, så har du en idé om soundtracket til den følelse. Min modstand retter sig lige så meget mod personen med “talefejlen” som ordet selv. Derfor skal jeg igennem en tankerække, inden jeg kommer frem til et ekko af 70’erne: Du er okay - jeg er okay. På en eller anden måde er min hjerne blevet programmeret til at hidse sig op… og som et civiliseret menneske har jeg lært mig selv at tøjle tankerne. 

Men vi kan blive enige om at vi fortsat skal spise kage…

Oprindeligt var dette indlæg længere og mere vredt. Mens jeg skrev teksten, har jeg flere gange taget mig selv i at opføre en dramatisk indre monolog. Det var scener om “dem, der tog fejl, mod mig”. Hovedpointen er, at nogle ord og udtryk skaber to lejre, der står hårdnakket overfor hinanden. Jeg ville gerne agitere, overbevise og på den måde gøre en ende på striden. Men kampen er tabt på forhånd. Disse ordkampe drives af følelser mere end af logik. Lad os stoppe inden det hele går i ordknude.

Men, hvis jeg skulle komme med en opfordring. Så ville jeg opfordre alle til at bage en lignende ordkage. Når man først sætter sine hade-ord og hade-udtryk i en kontekst af farverig glasur, kan de komme til at fremstå komiske eller ufarlige. I tillæg bliver man også klogere på andres idiosynkrasier. Mine kollegaer fik i hvert fald grint en del den dag. I nogle tilfælde kunne de genkende hinandens ord-frustrationer, men flere gange blev der også sagt: hvad er problemet med det ord?

Måske bliver vi aldrig klogere på, hvorfor vi reagere irrationelt på visse ord og begreber. Men det kan være, at vi kan begrave ord-kvababbelserne (obehag) i kage. Jeg lover ikke, at ord-kager er sundt for din krop, men jeg tror ord-kager er sundt for vores mentale helse og vores omgang med andre.

Fortsat god kage!